top of page

Life-boats omfavner livet
af Jesper Erik Sørensen, journalist i DR

Life-boats omfavner livet
af Jesper Erik Sørensen, journalist i DR

Kunst er en rejse i sindet. God kunst sender dig på en lang rejse og Marit Benthe Norheim tager dig endnu længere. Life-boats er en kærlighedserklæring til livet, et projekt, som - når trosserne kappes til den første sørejse - fødes og tager magten over sin egen skæbne.

Marit Benthe Norheim spinder med sin kunst et net for at fange mennesket ind og give det handlekraft. Kunst skal ikke være til i sig selv, men rykke og flytte, sætte samtaler og humane processer i gang. Life-boats inviterer os alle ombord og gør os til deltagere i et projekt, der handler om etisk og moralsk stillingtagen til sit medmenneske.

Og det er mennesket, kunstneren stævner i et møde med mange tons cement, når de tre flydende skulpturer sætter kursen mod Europas floder og farvande. Jeg ser Marit Benthe Norheim for mig som en kvinde af ældgamle vikingeæt, der sender sin flåde på togt - ikke for at hærge med bål og brand, men stik modsat, at skabe et fletværk af menneskelige bånd, dannet af det livgivende møde på tværs af politiske grænser, kulturelle og religiøse skel. Skibene forener allerede inden de sendes i leding for humanismen de mange frivillige, som deltager i fuldbringelsen af dette gigantiske skulpturprojekt.

Budskabet er enkelt. Kun kærligheden – symboliseret af kvindens evne til at skabe liv - kan redde en verden, som siden mennesket tog kontrol over naturen, har svælget i en evig kamp mellem ondt og godt.

Gå trygt ombord. Life-boats er så smukt i tanke og form, at det kan få sjælen til at græde.

Jesper Erik Sørensen,
Journalist i DR

bottom of page