Claus Svenstrup, Thomas Østergaard og Steen Poulsen

 

En anbefaling af Life-boats af region Nordjylland, Frederikshavn Kommune og Hjørring Kommune

 

Region Nordjylland, Frederikshavn Kommune og Hjørring Kommune har givet tilskud til etableringen af Life-boats.

Vi ønsker med denne skrivelse at underbygge og motivere vores støtte til projektet.

Life-boats-projektet placerer sig i krydsfeltet mellem ”kreative alliancer” og ”kultur og erhvervs-samarbejder”. Det involverer både kunstner , kulturvirksomheder, erhvervsliv, vidensinstitutioner samt turist- og oplevelsesindustrien.

Projektet henvender sig bl.a. til børn og unge og dermed til nye forbrugere af kultur. Projektet vil desuden medvirke til at fremme opfattelsen af Nordjylland som en progressiv og dynamisk region med et levende kulturliv.

Marit Benthe Norheim har vist, at hun har både kunstnerisk og organisatorisk format til at etablere et projekt som Life-boats.

 

Marit Benthe Norheim har bl.a. med projekter som ”Campingkvinner” og ”Rullende Engle” vist en særlig kunstnerisk gennemslagskraft. ”Campingkvinner” overrasker, vækker forundring og bliver ved med at rulle rundt på Europakortet.

 

Styrken ved Marit Benthe Norheim’s værker er ikke kun den høje kunstneriske kvalitet. Hendes kunstneriske gennemsalgskraft er betydelig. Hendes værker bevæger alle. De åbner for oplevelser for alle uanset alder, uddannelsesbaggrund eller social position.

 

Hendes værker kan opleves fra mange forskellige niveauer. Life-boats har yderligere den kvalitet, at projektet er publikumsopsøgende, da det via det europæiske kanalsystem kommer sejlende ind i folks hverdag.

Formidlingsmæssigt er projektet på et højt niveau bl.a. ved inddragelse af befolkningen samt et utal af samarbejdspartnere og kunstnere fra de lande som Life-boats besøger.

 

Indholdsmæssigt sætter projektet fokus på en række aktuelle temaer som klima, miljøvenlig transport, relationerne mellem folkeslagene, kvindernes rolle i samfundet, fredsbestræbelserne, kommunikation og vores fælles udvikling.

Projektet vil aktivere i tusindvis af europæiske børn og unge i rollen som kulturaktører, kulturskabere og kulturforbrugere.

 

Life-boats vil have en betydelig medieeffekt og vil gennem tilrettelæggelse af den fornødne strategi kunne medvirke til at synliggøre Nordjylland i hele Europa.

 

Life-boats er et internationalt projekt og er på mange måde nytænkende. Det gælder med hensyn til udformning, indhold, aktivering af publikum, formidling og sammensætningen af samarbejdsrelationerne.

Vi kan kun give vores største opbakning til Marit Benthe Norheim og Life-boats.

 

Claus Svenstrup, Specialkonsulent - Kultur & Oplevelsesøkonomi, Region Nordjylland

Thomas Østergaard, Kultur- og fritidschef, Frederikshavn Kommune

Steen Poulsen, Kulturkonsulent, Hjørring Kommune