Jens Frimann Hansen, Leder - Helsingør Teater


Helsingør, 19. februar 2010

 

 

Anbefaling fra Jens Frimann Hansen, leder af www.hjemstavn.com og Helsingør Teater


 

Marit Benthe Norheim har bedt mig om at komme med en udtalelse om værket ”Life-boats”.

Jeg må understrege, at jeg hverken har kunst eller skulptur som fag og at jeg kun har et yderst sporadisk kendskab til den danske og den internationale kunstkritik. Dog besidder værket ”life-boats” efter min opfattelse både en iboende refl ektion og en performativ karakter. Værket bygger på interaktion og bevæger sig i tid og rum- som sætter det i spil i en langt bredere kunstnerisk sammenhæng end den relativt snævre kontekst, hvorfra værket udspringer.

 

De interaktive og performative træk ved Marit Benthe Norheims værker er ingenlunde nyt.

Både ”Campingwomen” (2009) og ”Rottejomfruen” (2006), men også flere af Marit Benthe Norheims ældre værker besidder disse egenskaber. ”Campingwomen” er en omrejsende udstilling, campingvogne med kvindefi gurer i beton, mens”Rottejomfruen”- inspireret af en kendt karakter af Henrik Ibsens skuespil ”Lille Eyolf”- har bevægelsen i en rutchebane i skulpturens mave. I begge skulpturer har børn indgået i den skabende del af værket.

Kvinder og børn er hyppige gæster i Marit Benthe Norheims værker. Først og fremmest som motiv, men ofte også som interaktivt element i skabelsen af værket. Frugtbarshedstemaet er prægnant i Marit Benthe Norheims værk.

 

Europa befinder sig i disse år (som altid) i forandringens tidsalder. Globaliseringen fører både til ophævelsen af grænser og til en endnu stærkere tegning af nationalstatens grænser. Europa vil både bevare sin kulturarv og udforske verdens uendelige mange muligheder.

 

I Lion Feuchtwangers fortælling ”Odysseus und die Schweine oder Das Unbehagen an der kultur” beretter Odysseus om episoden hos troldkvinden Kirke, hvor hans mænd forhekset og forvandles til svin. I Homérs epos trylles de tilbage til mennesker, men i Feuchtwangers version beretter Odysseus, at det ikke var sandheden. I virkeligheden ville Odysseus mænd ikke være mennesker og tage del i verdens krige, men hellere forblive svin.

”Life-boats” aktualiserer rejsen. Værket er også en kommentar til Odesseys rejse, den episke rejse, mandens lineære bevægelse. Ved at nedfælde og levendegøre værket i interaktion, deltagelse og performance, og ved at udstrække den kvindelige gallionsfigur til hele båden, så båden bliver en container/beholder, der slår frugtbarhedstemaet an, bliver rejsen ikke længere kun episk, men episk-cyklisk, og et center for krydsning af en lang række perifere betydningsstrømme.

”Wege, nicht Werke”, skrev Heidegger om sit samlede værk.

 

Marit Benthe Norheims ”Life-boats” er en både fascinerende og intelligent rejse, et åbent værk, der ikke udfolder sin mening gennem en institiution, men i et direkte møde med tilskueren.

Værket er en appel eller en invitation til barnet, tilskueren, betragteren, kunstmuseet, byen, nationen om at træde indenfor og være med. En elementær, banal, triviel og arkaisk egenskab,

som vi måske allerede har mistet i vores bestræbelse på at ville omslutte hele verden.

 

 

Jens Frimann Hansen, Teaterleder Helsingør Teater