Den syriske flyktningekvinde fik vi aldrig mødt ansigt til ansigt, for hun fik afslag på sit asyl og er i en klageprosess, samtidig med hun er syg. Derfor er hendes navn et psudonym. Vi mødte datteren på asylcenteret, som flygtede sammen med henne – og som har fået asyl. Hun følger sin mor i tykt og tyndt, og fortæller og viser fotos af moren og hendes liv som kendis og smuk liberal kvinde i de tidligere tider i Damaskus. Egentlig var det en stærk oplevelse at gå ind i et portræt, set fra en datters synspunkt. Derfor har jeg skabt en skulptur, hvor datteren bliver morens gallionsfigur. Hun vokser ud af morens bryst og bliver dermed forrest i en hastig bevægelse – tar støyten!