Elsebeth Gerner Nielsen, rektor for Designskolen Kolding

Lifeboats og klimaet, af Elsebeth Gerner Nielsen

 

Lifeboats har som mål at vise, hvorledes livet kan leves og hvorledes man kan transportere sig, uden at det har irreversible konsekvenser for det fremtidige liv. Lifeboats er CO2-neutrale. Motorerne er batteridrevne elmotorer, som kan oplades med energi, der er produceret af vedvarende energikilder.

Batterierne kan lades op på de tidspunkter, hvor det er mest fordelagtigt – i relation til produktion og økonomi. En af de store udfordringer for brugen af vedvarende energi er som bekendt de manglende muligheder for at lagre den på en hensigtsmæssig måde. Der er ikke altid brug for energi, når vinden blæser eller solen skinner.

Der arbejdes i disse år på at udvikle batteriteknologi til blandt andet transport. Batterierne kan oplades, når der er overskud af energiproduktion og kan således tjene som fleksibel energibuffer. Lifeboats ønsker at demonstrere, at det lader sig gøre – i hverdagslivet og i feriesammenhæng at bevæge sig rundt på en CO2 neutral måde. Lifeboats kan endvidere danne baggrund for lokale debatter og lokale formidlingsprojekter omkring energi – der hvor bådene kommer frem. Ligeledes vil der være mulighed for at drøfte og sammenligne energiløsninger på tværs af landegrænser.

 

På Designskolen Kolding, Danmark, er man i samarbejde med en række virksomheder (Dong Energy, Falck, Peugeot, Statoil m.fl .) i gang med at undersøge, hvorledes batteri-drevne biler kan blive en succes. Projektet hedder etrans (www.etrans.dk ) og beskæftiger sig generelt med, hvad der kan gøres for at løfte transportområdet ind i en grønnere fremtid. Lifeboats vil trække på erfaringerne fra etrans og skal være med til at formidle dets resultater i en europæisk kontekst. Lifeboats bliver i sig selv en levende dokumentation af, at det er muligt at rejse CO2-neutralt og kan forhåbentlig være med til at overbevise os om, at en fremtid uden kul, olie eller atomkraft er en realistisk mulighed. Kunsten kan være en øjenåbner. Også i en klimakontekst.

 

 

Elsebeth Gerner Nielsen

Rektor, Designskolen Kolding/Kolding School of Design. www.dskd.dk